søndag den 24. marts 2013

Mexikanske pandekager og hjemmelavet salsa

Jeg fyldte år i går og havde i den anledning inviteret hele familien til aftensmad. Det var vigtigt for mig, at maden passede til FODMAP-diæten, men at det også var noget både store og små syntes om. Valget faldt på mexikanske pandekager med oksekød, en blandet salat, tortillachips og en hjemmelavet salsa. Til dessert lavede jeg brownies med speltmel og en mandel-citronkage (og is til dem, hvis maver kan tåle det). Opskrifterne på kagerne lægger jeg ud i særskilte indlæg :)
Pandekagerne lavede jeg af en blanding af spelt- og majsmel, og de blev rigtig lækre.

Ingredienser til pandekagerne (til 10 stk.)
100 g. speltmel
100 g. Majsmel
4. dl. laktosefri mælk
4 æg
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:
Pisk mel og mælk sammen. Rør salt og æg i og pisk godt.
Smelt lidt margarine på panden og steg pandekagerne.

Ingredienser til salsaen:
1 ds. flåede hakkede tomater
2 spsk. Hvidløgs-olie
1 rød peberfrugt
2 spsk. ketchup
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. peber
Frisk eller tørret chili (prøv dig frem alt efter, hvor stærk den skal være)
1 spsk. balsamico (rødvinseddike)

Fremgangssmåde:
Hak peberfrugten mellemgroft. Hæld hvidløgs-olien i en gryde og steg peberfrugten sammen med chilien. Tilsæt tomaterne, ketchup, salt/peber og balsamico og varm op. Lad indholdet koge sammen i et par minutter. Hvis salsaen ikke er tyk nok, kan man jævne den med majsstivelse (jeg puttede 2 spsk. i).
Jeg serverer salsaen kold sammen med tortillachips, og det var rigtig lækkert!

Oksekøddet krydrede jeg med chili, salt/peber, hvidløgsolie og spidskommen. Man kan også putte lidt af salsaen i kødet for at give det smag.



4 kommentarer:

  1. Hej :)
    Jeg læste på din blog første gang forleden, efter at jeg var blevet tippet om BT's artikel. Jeg har forudbestilt bogen, læst din blog fra ende til anden og er på alle måder optimistisk! Har haft 1½ skodår - mildest talt. Overvejede på et tidspunkt, om sygeorlov fra mit studie var en mulighed.
    Jeg har i to dage nu spist efter de low fodmap diet-anbefalinger, som jeg har læst om her og andre steder på nettet og har ikke haft ondt. Stadig lidt oppustet op ad dagen, men alene det, at jeg ikke har ondt, er en fest! Der går nok lidt tid før den eventuelle fulde virkning kan bedømmes. Jeg gruer dog lidt for at tage diæten "med ud" i den virkelige verden. Hvordan takler du det, når du møder nye mennesker eller bare indgår i sammenhænge, hvor der er mange mennesker og lidt eller ingen ibs-venlig mad?
    Og hvis du spiser brød/boller - hvilket pålæg bruger du så? Bl.a. kyllingepølse og fiskefrikadeller står mit pålægshjerte meget nært, men der er jo ofte både løg, hvidløg og hvede.
    Rigtig god søndag.
    Venligst Sille

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sille.
      Dejligt du opdagede diæten i BT! Det er vildt, så hurtigt man rent faktisk mærker forskel - så bliver man også motiveret!
      Det er selvfølgelig svært det der med, når man skal spise ved andre. Når man er i eliminationsfasen (de uger, hvor man kun spiser tilladte madvarer) er det næsten nemmest ikke at spise hos andre - man kan jo invitere dem hjem til én selv og i lave mad på dine præmisser. Skal man alligevel til en fødselsdag fx, så hav lactase-piller med (de nedbryder laktosen, så du godt kan spise madvarer med mælk). Hvis du kender dem, der holder festen, så spørg, hvad menuen er. Hvis man fx er inviteret til boller og fødselsdagskage, så tag selv speltboller med, så kan du sagtens spise boller ligesom alle de andre. Måske man kan tilbyde selv at tage en kage med, så kan du bage den med speltmel :)
      Når eliminationsugerne er overstået har du nok et klart billede af, hvad du kan tåle at spise. Måske en enkelt aften med madvarer, der har højt indhold af FODMAP, sagtens kan gå. Jeg hopper altid over laktosen, hvis jeg kan komme til det (fx hvis der serveres en creme fraiche dressing), men kan fx sagtens spise et enkelt stykke hvedebrød uden at blive skidt. Det gælder om at lære sin mave godt at kende :-)
      Når jeg får pålæg er det stort set altid bare kyllingefilet natural, så der ikke er en masse krydderier i. Ellers er jeg glad for ost, og der er ikke særlig meget laktose i. Jeg har aldrig været en pålægs-fan, men kan godt forstå, at det er svært at undvære. Jeg ved, at man kan få leverpostej uden gluten og mælk. Måske du kan eksperimentere med at lave dine egne fiskefrikadeller?
      Skriv endelig, hvis du har spørgsmål. Held og lykke - og god søndag! :-)
      Mvh. Maja

      Slet
  2. Hej igen.
    Tusind tak for dit hurtige og uddybende svar :) Det er altså virkelig fedt, at du tænker ud over din egen næse/mave med denne her blog og hjælper så mange!
    Men, ja, du har jo ret - man må jo vænne sig til lige at være to skridt foran og forberede sig lidt. Har bare lidt barriere over at skulle forklare mig - alt, der har med mave/tarm-regionen at gøre, er bare ikke rigtig noget, som man har lyst til at snakke med folk om, medmindre man kender dem godt..
    Jeg havde faktisk ikke hørt om lactase-piller, før jeg læste din blog. Er de receptpligtige eller hvordan? Det lyder som en meget smart plan B at have med ud i den dersens virkelige verden :)
    Fordi jeg endnu ikke har en bog at rette mig efter, men diverese sider på nettet, var jeg lidt i tvivl om, om ost var OK i startfasen pga. den smule laktose, der er i? Jeg må købe noget kylling og i gang med bollebagning og dellestegning :)
    Søndagssolskinshilsner herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej igen.
      Tak for de søde ord! De varmer helt vildt. Jeg håber også, at siden er med til at hjælpe bare en lille smule.. Jeg manglede i hvert fald hjælp, da jeg havde det allermest dårligt.
      Lactasepiller er en ven i nøden! De fås i håndkøb, men er en anelse dyre, så jeg bruger dem kun, når jeg fx er ved andre og spise. Derhjemme bruger jeg altid laktosefri produkter :-)
      Jeg kan lige skrive et indlæg om pillerne, så budskabet bliver spredt.
      Ja, man skal godt nok være på forkant med alting. Jeg har også først vænnet mig til det nu. Jeg har fx lige været på et weekend-kursus, hvor vi jo fik mad på hotellet m.m. Her skrev jeg til dem, at jeg er laktose-intolerant og så tilpassede de maden efter det. Laktose er det værste for mig, så på den måde kunne jeg undgå det uden at skulle forklare en hel masse. Og så må man jo selv tage boller med til fx morgenmaden - det er der ingen, der opdager ;-)
      Men er jeg steder, hvor jeg kender folkene godt, så fortæller jeg om diæten, og at jeg før har haft meget ondt i maven, men at diæten hjælper helt vildt. Jeg plejer ikke at gå i detaljer om alle maveproblemerne, men folk synes diæten er spændende og vil gerne høre mere. Tænk på, at vi lever i en verden med alverdens kure og stenalderkost, osv., så der er ingen, der synes, at det er mærkeligt at man følger en bestemt kost ;-)
      Ost skulle være helt okay. Jeg oplever ikke problemer med det.
      God bagelyst! Det er bare med at få fyldt fryseren op :)
      Med venlig hilsen Maja

      Slet