lørdag den 2. marts 2013

Hjemmelavede flødeboller med marcipanbund

Weekend er for mig den eneste tid på ugen, hvor det er okay at give den gas med slik og kager - og i den anledning lavede jeg en ordentlig portion hjemmelavede flødeboller i går. De har et lavt indhold af FODMAPs og smager fantastisk! Jeg har før haft tilbøjelighed til at proppe mig med slik fredag aften og ende med vildt ondt i maven og dårlig samvittighed, hvilket er en super dårlig start på weekenden. Så nu tænker jeg i stedet meget over, hvordan jeg kan få lov at synde lidt, men uden at få det skidt. Chips og popcorn er fx helt okay at spise, mens slikket altså ofte giver mig ondt. Peanutssmåkager er skønne - og nu altså også flødeboller.

Ingredienser:
En rulle marcipan (500 g)
150 g. past. æggehvider
300 g. sukker
1. dl. vand
Chokolade til overtræk
Evt. kokos eller andet pynt

Fremgangsmåde:
Skær marcipanen i tynde skiver, så der bliver i alt 30 bunde. Bag dem i ovnen 5 minutter ved 180 grader.
Sukkeret og vandet koges op sammen og koger i to minutter. Imens piskes æggehviderne let.
Sukkermassen tilføjes langsomt æggehviderne, og der piskes i ca. 15 minutter ved middel-hastighed med elektrisk piskeris. (Jeg har før lavet opskriften, hvor min tålmodighed ikke var til 15 min., men det er altså ventetiden værd, for massen bliver meget bedre og nemmere at aebejde med).
Guffet sprøjtet på marcipan-bundene med en plastikpose med hul i enden. De bages i ca. 5 minutter ved 180 grader til guffet er stift.
Når flødebollerne er helt kolde, kan den smeltede chokolade nemt pensles på dem. Jeg puttede lidt solsikkeolie i chokoladen, så den blev tyndere og dermed nemmere at pensle på. Jeg pyntede nogle af mine flødeboller med kokos :-)

Rigtig god weekend!


4 kommentarer:

  1. Årh, de ser vel nok gode ud!

    - Anne

    SvarSlet
  2. Hej.

    Jeg er lidt nysgerrig hvordan du må få marcipan i diæten, når man maks må få 12 g mandler?

    På forhånd tak - og tak for dejlige opskrifter.

    Mvh
    Susanne

    SvarSlet
  3. Hej Maja Pernille.
    Rigtig fin side du har, jeg bruger flittigt dine opskrifter.
    Har du fundet en marcipan der hverken indeholder glukosesirup(fruktose) eller sorbitol og maltitol (polyoler). Jeg ved, at Odense marcipan ikke har nogen der er low FODMAP. Men jeg ville meget finde en der er... hvis der er findes nogen på markedet, så jeg ikke behøver at lave marcipan selv ;-)
    Mvh Mette

    SvarSlet
  4. Ja, hvordan går marcipan an?

    SvarSlet