torsdag den 22. januar 2015

Artikel i Hjemmet

Hej alle.
På mandag har ugebladet Hjemmet et helsetillæg, hvor jeg er med i en artikel. Fokusset er på, at jeg ved hjælp af diæten har fået styr på min mave og har fået det meget bedre. En fotograf har været og tage billeder af mig og min familie, og jeg glæder mig særligt til at se dem af min smukke Nova.
Jeg har sagt ja til at være med i artiklen, fordi jeg stadig synes, at det er vigtigt at sprede budskabet om low fodmap, og at man ikke skal acceptere at leve med de smerter og ubehag, som IBS medfører.

torsdag den 1. januar 2015

En blog-anbefaling

Hej alle.
Da jeg startede min blog om fodmap-diæten, var der ikke mange andre sider, hvor man kunne finde råd og opskrifter. I mellemtiden er fokusset på diæten vokset stødt og flere sider er dukket op. Jeg har ikke altid været lige god til at opdatere og skrive om nye opskrifter, så derfor er det jo rigtig godt for os alle, at der er inspiration andre steder.
En af de blogs, som jeg ofte kigger på er http://www.jannefischer.dk/, som har et bredt udvalg af opskrifter til en low fodmap-diæt. Der er alt fra morgenmad til bagværk :-)


Hvilke hjemmesider bruger I som inspiration?


Er FODMAP-diæten smal og restriktiv?

Rigtig godt nytår alle derude! Vi havde en meget rolig aften herhjemme, og da jeg stadig ammer, er min 1. januar for andet år i træk uden tømmermænd. Det er nu en dejlig fornemmelse, og jeg er ret sikker på, at min mave også er godt tilfreds med at slippe for al den alkohol, den eller tidligere er blevet udsat for nytårsaften. 

Følgende blogindlæg "Low fodmap - ikke altid det bedste valg" skriver, at kosten på en fodmap diæt er meget restriktiv, og at der derfor skal være en god grund til at følge den. 
Først og fremmest, så synes jeg helt sikkert også, at der skal være grundlag for at følge fodmap-diæten. Det ér en omfattende måde at spise på, men derfor tror jeg også, at mange vælger den som en nødløsning eller som et desperat forsøg på at få en mave, der fungerer. Jeg tvivler på, at nogle lever efter fodmap diæten bare fordi. Min udredning for IBS ligger mange år tilbage, så jeg ved ikke, hvordan lægerne den dag i dag rådgiver og behandler. Foreslår de FODMAP-diæten med det samme eller starter de med de basale kostråd med mange fibre og grønt? Det var de råd jeg fik, og det havde da været nemmere, hvis løsningen for mig havde været mere rugbrød og brocolli. Men der er ingen tvivl om, at der blot gjorde mine problemer langt værre. I følge artiklen lyder det til, at fodmap på en måde er blevet lægerne svar og behandling på mange andre ting end blot IBS, og det er selvfølgelig et problem, hvis en patients problemer kan behandles ved hjælp af meget mindre indgreb i kosten. 

Hvis man har prøvet alverdens ting og kostråd uden held og maven stadig driller, så synes jeg absolut, at man skal give fodmap diæten et forsøg. Jeg synes ikke, at diæten er mere restriktiv, end man gør den til. Man skal bare huske på, at det ikke er meningen at man skal fortsætte med at udelukke alle fødevarerne for altid. Det første år, jeg fulgte low fodmap, blev jeg ved med at udskyde perioden, hvor man tester fødevarer, fordi jeg slet ikke kunne overskue at få ondt i maven igen. Hvis man gør som jeg, så kan jeg godt se, at det bliver et problem, for så har omtalte blogindlæg ret i, at man får en meget smal sammensat kost. Nu har jeg testet de fleste fødevarer, og jeg ved, hvad jeg kan spise uden at få ondt i maven - og hvor meget af hver ting, der skal til. F.eks. kan jeg i dag godt tage en lille slat almindelig mælk i min kaffe en gang eller to om dagen uden problemer - det er en ret stor hjælp, hvis man er på besøg ved andre. Jeg kan også spise et par skiver rugbrød til frokost hver dag. Champignoner er en af mine absolutte yndlings og så længe, jeg ikke går bananas og spiser en hel pakke, så går den også. Det er så vigtigt, at man får testet de forskellige fødevarer, så man lige præcis ikke ender med at undgå ting, der faktisk ikke skaber problemer. 

Jeg synes på ingen måde, at min kost er restriktiv - ikke længere, i hvert fald. Og min mave er glad. Budskabet her på den første dag af 2015 er bare, at man for syv sytten skal huske at teste de forskellige madvarer. Tænk sig, hvis du rent faktisk godt kan tåle et par skiver rugbrød til frokost, men slet ikke er klar over det.. :o)