Hvem er jeg?

Den ene af mine smukke søstre og jeg i Randers Regnskov

Jeg hedder Maja, og er 23 år gammel. Jeg er født i Sønderjylland, hvor jeg er vokset op med en dejlig, stor familie. Jeg er den ældste af seks børn, så der har altid været liv og glade dage (for det meste) i vores hjem. I dag bor jeg i Randers med min kæreste og læser til lærer på 3. år i Århus. Jeg drømmer om at flytte tilbage til Sønderjylland, når vi er færdige med vores uddannelser og stifte familie tæt ved mine forældre og skønne små søskende (den mindste er fem år gammel, så hun er rent faktisk ret lille, men ikke desto mindre helt fantastisk).

Jeg har lavet denne blog, fordi jeg selv i mange år har døjet med irriteret tyktarm. Det var først, da jeg afsluttede gymnasiet, at det blev meget slemt. Inden da havde jeg egentligt ikke undret mig så meget over, at jeg altid havde luft i maven og ofte måtte knappe mine bukser op om aftenen. Årene på gymnasiet var præget af alt for mange øl, chokoladeboller og chips, så da jeg stod med eksamensbeviset i hånden, var jeg både rig på oplevelser, venskaber og et par ekstra kilo på sidebenene. I mit sabbatår blev projektet derfor at tabe mig lidt igen, hvilket resulterede i en kost med masser af fibre, rugbrød, frugt og grønt. Jeg spiste i et halvt år slet ikke slik og hvidt brød, og jeg var i bedre form end nogensinde. Alligevel føltes det ikke særlig godt, for jeg havde konstant ondt i maven, kvalme og mærkelige afføringer. Når jeg stod op om morgen var jeg skidt, og når jeg gik i seng om aftenen, var det mindst ligeså slemt. Det blev træls at tage med til fester og sociale aktiviteter, fordi jeg hele tiden havde ondt, og ikke vidste hvorfor. Efter en masse undersøgelser fik jeg konstateret irriteret tyktarm og troede endeligt, at jeg ville få at vide, hvordan jeg kunne ændre på tilstanden, men sådan blev det ikke. Diætisten fortalte mig fx, at jeg spiste lige nøjagtig det, som jeg skulle, men at jeg skulle overveje at drikke mere vand. Aldrig har jeg været så skuffet; som om, at lidt ekstra vand skulle gøre en forskel? Jeg havde håbet på at få at vide, at jeg skulle gøre sådan og sådan, og så ville mine problemer være forsvundet. Jeg græd hele vejen hjem, fordi jeg manglede forståelse og ordentlig rådgivning. Hun undskyldte selv med, at hun var vant til at rådgive ældre, overvægtige mennesker, som spiste forkert. Det er min opfattelse at irriteret tyktarm ikke bliver taget helt seriøst, og det er virkelig en skam. Flere gange ønskede jeg noget så gevaldigt, at jeg havde glutenallergi, betændelse i tarmen eller lignende, for så var der i det mindste en grund til - og en løsning - på mine problemer.

Jeg har de sidste par år lært at leve med irriteret tyktarm og lagt det lidt på hylden. De daglige mavesmerter har været en del af min hverdag, og jeg har ikke tænkt så meget over det (for så kunne jeg i virkeligheden ikke lave andet, end at tænke på det). Men for et halvt år siden spurgte min kæreste mig helt tilfældigt, om det ikke bare gik rigtig godt med maven her for tiden. Spørgsmålet fik mig til at tænke mig godt om, hvilket resulterede i, at jeg startede med at tudbrøle. For nej, det gik jo på ingen måde godt med maven. Jeg havde bare lært at ignorere det og lade som ingenting. Dette blev vendepunktet for mig, for som mange andre gange før gik jeg på nettet for at finde svar og råd, og denne gang stødte jeg helt tilfældigt på diæten FODMAP. Fuld af motivation og håb om, at denne kunne gøre en forskel, startede jeg med det samme. Tre dage efter var mavekramperne forsvundet, og for første gang i meget lang tid, var det som om, at min mave rent faktisk slappede af. Jeg har de sidste mange år prøvede forskellige afføringsmidler, men siden den dag, hvor jeg startede på diæten, har jeg ikke taget et eneste, og min afføring er de fleste dage helt normal. Det er en befrielse!

Det var lidt om mit forløb med irriteret tyktarm. Hvordan har dit været? Jeg håber ikke, at det er alle, der oplever, at lægerne ikke tager dem seriøst, men jeg er desværre bange for, at størstedelen af os, føler os misforstået. Der er ingen tvivl om, at de ville forstå problemets omfang, hvis de fik lov selv at leve med irriteret tyktarm i et par måneder - der er altså tale om så meget mere, end blot en irritation i tarmen.