Henvisning til en diætist

Jeg har for et halvt år siden forsøgt at få en henvisning ved lægen til en diætist. Jeg vil rigtig gerne have professionel vejledning i forhold til FODMAP-diæten, og havde egentlig forestillet mig, at når man nu havde irriteret tyktarm, så ville det ikke være et problem. Men ak, lægen ville ikke give mig en henvisning. Hun pointerede samtidigt, at jeg jo også havde fået det så godt, så jeg skulle jo bare fortsætte, som jeg gjorde. Det havde hun sådan set også ret i, men det kunne nu være en befrielse med lidt flere råd, bl.a. til opskrifter og om man indtager alle de næringsstoffer, man skal, når man ikke længere spiser det samme.
I sidste uge havde jeg en tid ved en nyansat læge i praksissen, så jeg så mit snit til at spørge hende efter en henvisning. Hun vidste ikke helt, om det kunne lade sig gøre, men ville give mig en ny tid, hvor jeg så kunne fortælle om omstændighederne, og så kunne vi se på det.
Weekenderne over fik jeg mig selv overbevist om, at jeg nok skulle få en henvisning, hvis jeg bare understregede, hvor svært det var at leve med diæten, og hvor skidt jeg havde det, når jeg ikke fulgte den. Igen, igen, igen, måtte jeg dog gå fra et lægebesøg forfærdelig skuffet. Lægen kunne ikke hjælpe, når jeg hverken var overvægtig eller havde sukkersyge. Hvorfor er det lige, at en ting som irriteret tyktarm ikke tæller for en fløjtende fis!? Kan lægerne ikke for en gangs skyld lytte efter og indse, at det da ikke er normalt at have det på den her måde - og at ingen mennesker nogensinde skal finde sig i, at have det skidt de fleste af døgnets timer? Jeg må indrømme, at jeg på mange måder føler, at vi har krav på at få hjælp..
Jeg har været ved diætist en enkelt gang på sygehuset, dengang jeg fik konstateret IBS. Jeg blev sendt hjem med det råd, at jeg skulle drikke mere vand.... Hvis det ikke er en ommer, så ved jeg godt nok ikke. Herlev sygehus kører nu med behandling af IBS ved hjælp af FODMAP-diæten, så alle dem, der får IBS konstateret der nu får god vejledning. Men hvad med alle dem, der i forvejen ved, at de har irriteret tyktarm, og som ikke har fået ordentlig hjælp? Jeg græd hele vejen hjem fra lægen. Men jeg må desværre nok bare indse, at jeg ikke kan forvente at få hjælp af det offentlige. Hvis jeg vil til diætist, må jeg selv punge ud. Livet er helt sikkert for kort til at blive så skuffet og frustreret, så der er ikke andet at gøre, end at tage sagen i egen hånd - så det gør jeg så.
Men inden da vil jeg lige understrege, at jeg uden tvivl synes, at alle os med IBS har fortjent langt, langt større forståelse og hjælp. Punktum.