Hej alle.
FODMAP-diætist Betina Birk har i løbet af sommeren sendt mig en mail med lidt nyt i forhold til diæten.
De gamle hvedesorter emmer og enkorn er nu blevet testet i Australien. Emmer er desværre ikke low-fodmap, men enkorn har samme fructanindhold som spelt, og kan derfor godt tåles. Enkorn kan findes hos de fleste helsekostforetninger. Man kan fx lave boller af en blanding af havregryn, enkorn (fuldkorn), spelt (fuldkorn) og sigtet speltmel. Hvis man bager med surdej (af spelt eller emmer) og ved høje temperaturer, så sænkes fructanindholdet yderligere, og brødet kan derfor endnu bedre tåles.
Patientforeningen Colitis Crohn (CCF) er nu også en forening for os med IBS. Det er en rigtig god nyhed for alle os, fordi det er en patientforening, som kan presse politikere til at have mere fokus på lidelsen, de følger med i de nyeste forskningsresultater, m.m. Jeg synes helt sikkert, at vi alle skal undersøge CCF og overveje, om det ikke er en god idé at blive en del af den, så vi sammen kan stå stærkere.
Betina skrev herudover også, at der er kommet ny medicin til IBS´ere, som udelukkende lider af forstoppelse. Den hedder Constella, men er så ny, at ens egen læge nok ikke har hørt om den endnu. men er det nogle derude, som lider af forstoppelse og ikke har haft et godt resultat med diæten, så vil denne medicin højest sansynligt kunne hjælpe. Medicinen er godt nok ret dyr, men måske CCF her kan være med til at presse på, så man kan få medicinen gjort tilskudsberetiget.
I Australien vil man fremover hjælpe med at teste typiske danske fødevarer, så der kommer forhåbentligt snart endnu flere informationer til alle os, der følger fodmap-diæten.
Tusind tak til Betina, fordi hun tænker på alle os herude. Det er en stor hjælp at få råd, informationer, m.m. fra en professionel diætist, og hvor er det dejligt at møde forståelse og anerkendelse i den sundhedsprofessionelle verden - det er helt sikkert noget, vi ikke ser særlig tit.
Kærlige hilsner fra Maja