tirsdag den 28. maj 2013

Oversigt over opskrifterne på min blog

Hej alle.
Jeg har flere gange fået at vide, at det kunne være rigtig fedt, hvis der kom en oversigt over de forskellige opskrifter, som er her på min blog. Og jeg er helt enig; det ville da være meget mere overskueligt, hvis ikke man skulle sidde og bladre rundt for at finde en bestemt opskrift.
Problemet er dog bare lidt, at jeg ikke helt ved, hvordan man kan lave sådan en oversigt. Så hvis nu en af jer kender til blogger.com og lige præcis ved hvordan, man skal gøre, så modtager jeg meget gerne gode råd og fifs! :-)

Kærlige hilsner fra
Maja

Patientvejledning om FODMAP-diæten fra Aleris

Aleris privathospital har lavet en patientvejledning omkring en low fodmap diet, som ligger tilgængelig på internettet på dette link:
http://www.aleris.dk/Global/Danmark/Privathospital/Download/Patientvejledning/Diaetist/Low_FODMAP_diaet.pdf
I brochuren er der lidt informationer om irriteret tyktarm samt diæten - og til sidst er der et skema over madvarer, der har et lavt indhold af fodmaps samt de madvarer, som du skal undgå.
Hvis du ikke har bogen om diæten, så er denne brochure måske et rigtig fint alternativ, fordi den hurtigt giver overblik over, hvad du kan spise :-)


tirsdag den 7. maj 2013

Drømmekage med speltmel

I morgen har jeg sidste skoledag på lærerseminariet i dette skoleår, så min klasse og jeg fejrer det med morgenmad. Der var snak om, at vi skulle spise både rundstykker og kage, og ingen af delene er noget, min mave er særlig vild med. Løsningen er blevet, at jeg selv tager en speltbolle med - og at jeg er den, der bager kage. Jeg har bagt en drømmekage fra Brovst, men lavet om i opskriften, så den er fodmap-friendly med speltmel og laktosefri mælk :) Opskriften på kagen får I lige her.

Ingredienser:
250 g. sigtet speltmel
300 g. sukker
3 æg
50 g. smør
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniliesukker
2 dl. laktosefri mælk

Fyld:
125 g. smør
100 g. kokosmel
250 g. brun farin
0,5 dl. laktosefri mælk

Fremgangsmåde:
Æg og sukker piskes til en tyk masse.
Mel, bagepulver og vaniliesukker sigtes og blandes herefter sammen med den piskede masse.
Mælk og fedststof koges op og blandes herefter i massen.
Hældes i en smurt form ca. 25x33 cm og bages ved 180 g. varmluft i ca. 20. Min.
Imens laves fyldet ved at smelte alle ingredienserne sammen.
Når kagen er fast efter 20 min., hældes fyldet ovenpå og den bages i ca. 5 min. ved 200 grader.

Jeg lavede faktisk 1,5 portion af fyldet, fordi det bare er det bedste ved kagen, og jeg synes aldrig, at der er nok. 1,5 portion giver et lækkert, tykt lag, men en enkelt portion er helt sikkert nok til at dække kagen.

Til dem, der ikke har set det, så er der kommet et gruppe på facebook for alle os med IBS. I. Å meget gerne sprede budskabet - gruppen findes ved at søge på "lev med ibs".
Gruppen er en lukket gruppe, så folk der ikke er medlem, kan ikke se, hvad I skriver dernede :-)

søndag den 5. maj 2013

Laktosefri is

Netto har i den her uge en laktosefri is (den er lavet på soya) til 35 kr,- Den fås i fire forskellige udgaver, og jeg købte den med hindbær og den med chokolade.
Isen er lavet på soyabønner, så den er ikke lav i fodmap. Jeg vil prøve mig lidt frem og se, om det ikke sagtens kan gå, hvis jeg kun får en lille klat et gang imellem ;-) De smager rigtig dejligt, så det kunne være dejligt, om maven var med på den. Flødeis kommer jeg aldrig til at spise igen, for laktose er det værste, min mave ved.

Jeg skal faktisk på sommerferie til Finland i år, og deroppe har de efter sigende et kæmpe udvalg af laktosefri produkter (deres laktosefrie sortiment er lige så stort som vores almindelige mejeri-sortiment i supermarkederne). Jeg glæder mig til at se, hvad de har - og jeg krydser fingre for, at de også har masser af is, som jeg kan spise uden at få ondt i maven.

Laktosefrie produkter på tilbud

Netto har fra i dag af og ugen frem alle deres Arla laktosefri produkter på tilbud til 10 kroner. Som studerende er mit madbudget ikke særlig stort, så det er så dejligt, når de laktosefri produkter en gang imellem er på tilbud.
Jeg har fået fyldt køleskabet op, og i aften skal vi have årets første kartoffelsalat med laktosefri creme fraishe. Opskriften kommer senere i aften.

Rigtig dejlig søndag til jer alle!

torsdag den 2. maj 2013

Problemer med facebook-gruppen

Jeg havde lavet gruppen hemmelig, men så viste det sig desværre, at jeg skulle være venner med dem, jeg ville invitere til gruppen. Og det duer selvfølgelig ikke rigtigt, at jeg skal være venner med alle herinde fra, selvom det kunne være hyggeligt ;-)
Nu har jeg lavet det om til en lukket gruppe, hvor I så selv kan gå ind og ansøge om medlemsskab. Linket til gruppen er: https://www.facebook.com/groups/402679533172273/

Kærlig hilsen Maja

onsdag den 1. maj 2013

Gruppe på facebook

Hej alle.
Jeg er blevet opfordret til at lave en gruppe på facebook for alle os med IBS, hvor man kan skrive til hinanden, dele erfaringer, frustrationer eller hvad det nu skulle være.
Det synes jeg er en rigtig god idé, men har været tilbageholdende, fordi vores lidelse måske ikke er noget, man gider at reklamere med. Nu har jeg så fundet ud af, at man kan oprette en hemmelig gruppe, som ikke er synlig for andre end medlemmerne. Der står altså ingen steder, at man er medlem, så andre kan ikke se det.
Gruppen har jeg kaldt "Lev med IBS", og I må endelig skrive en kommentar med jeres facebook-navn, hvis I vil være medlem. Så må vi se, om gruppen kan komme op at køre :-)

Kærlig hilsen Maja